Jeg fik en dåse tun forærende. Hjemkommet med gaven står jeg så og småfilosoferer over, hvordan det mon vil være at tyre denne uskyldige dåse fiskekød ud fra afsatsen på 2. sal og over den tomme parkeringsplads. En nysgerrig, nærmest barneagtig tilgang til erfaringslæring - men altså helt hypotetisk. I hvert fald ind til kæresten trækker "mand eller mus"-kortet: "Kom nu, du kan garanteret ikke kaste forbi den midterste græsrække" (på parkeringspladsen forståes). Jeg slår straks en voksenagtig forklaring op omkring sikkerhedsforhold, økonomisk rationalitet og risiko for muskelskader (men indeni spirer en forstørret videnbegærlighed efter, hvor langt dåsen vil flyve og hvordan den vil se ud bagefter). "Gør det nu, den koster kun tre kroner...eller du vil måske hellere ligge under for frygt og uvidenhed?" Dét var dråben der gav motivation, modet eller dumdristigheden og splitsekunder efter kunne jeg mærke den sølvfarvede dåses friktion mod min hånd, som tegn på, at den var sat i kraftfuld bevægelse mod den anden side af parkeringspladsen.