Tunet sKODA
Jeg har længe tænkt over det helt fantastiske i at proklamere, ikke blot hvor dårlig smag man har i lakfarve til sin bil, men også hvor langt ude ensformig ens musiksmag er. Du kender dem godt. De der tunede hondaer, opel vectraer og bmw'er, der kører langsomt forbi McDonalds med nedrullede vinduer og tysk schlägertechno.
Jeg har derfor sat mig for at opklare, hvorvidt det er tilladt for at fremføre deres musik på den måde i offentligheden. Følgende mail har jeg sendt til Koda:
Hej Koda
I den by, hvor jeg bor, holder der ofte en eller flere biler på torvet og bliver vist frem af deres stolte ejere. Dette foregår til høj musik, som brager ud af det ofte hårdtpumpede anlæg der er monteret i disse biler.
Mit spørgsmål går på om det rent juridisk/rettighedsmæssigt er tilladt for dem at spille musik, som jo reelt bliver fremført for offentligheden, uden at betale vederlag til enten Koda eller Gramex?
Ser frem til jeres svar.
Update 15.38
Hurtigt svar fra Koda:
Tak for dit spørgsmål, som giver anledning til både juridiske og praktiske bemærkninger.
Rent juridisk kan der være elementer omkring musikanvendelse fra biler der bevirker at man kan argumentere retning af en offentlig fremførelse. Omvendt er en bil i nogle sammenhænge at betragte som en del af privatsfæren, og hvor skal grænsen i givet fald gå: Hvor højt må man spille for nedrullede vinduer?
Derfor er det ikke en ophavsretlig diskussion som hverken vi i KODA, eller andre steder efter mine erfaringer, har brugt meget energi på, idet det ikke i vores terminologi karakteriseres som en vederlagspligt offentlig musikfremførelse. Det kunne principielt være anderledes såfremt en musikbruger ved at anvende sin bil som diskotek / lydanlæg havde den hensigt at omgå gældende ret, men jeg har ikke kendskab til at sådanne sager har været ført.
Så vidt jeg kan forstå på dit spørgsmål, kan ønsket være at stoppe den meget kraftige musik, men midlet hertil vil næppe være gennem ophavsretsloven. Såfremt musikken er meget kraftig og/eller fremføres efter midnat vil en politianmeldelse antageligt være et bedre middel, idet en unødig høj musik kan være en overtrædelse af de ordensmæssige forskrifter (tidl. politivedtægten).
Jeg håber at have givet dig svar på dine spørgsmål, ellers er du naturligvis velkommen til at kontakte mig direkte.
Venlig hilsen, og god weekend
Stig Oluf von Hielmcrone
Juridisk konsulent / Legal Adviser
Tak til Stig for hurtig respons og udredning af rettighedsforhold.