Tømmermænds- og venneafhjælper
Først vil jeg slå fast, at jeg ikke opfordrer, anbefaler eller på nogen måde prøver at få nedenstående produkt til at fremstå som noget, jeg vil identificeres med. Samtidig er jeg også klar over paradokset i, at jeg ikke kan skrive noget om noget, uden at blive sat i forbindelse med det. Og nu da forvirringen er total, vil jeg fortsætte.
Jeg synes det er fint at drikke sig en kæp i øret. Dem der gør det hver weekend - fred være med dem. Dem der prøver at slippe for de naturlige følger af deres drikkeri - hvad sker der for jer??
Men til jer der overvejer at købe produktet "Nopal party cactus", så tag lige og tænk over navnet i en mindre heftig brandert: No pal...
Altså en pal er jo en buddy = en kammi = en ven. Altså har firmaet der sælger disse mystiske tabletter også erkendt, at indtager man disse, vil man kunne klare så heftigt drikkeri så ofte, at man ikke er værd at være ven med. Old news og min eneste positive ting til produktet må gå til, at de i det mindste er ærlige omkring det.
Drik med måde, drik med venner - og nyd tømmermændene dagen efter...i godt selskab. Skål.