Poll'iteness please
Der har tidligere været tilløb til at poll'en på nodash.dk er blevet anvendt til anonymt udtryk for harme, misundelse eller måske endda berettiget kritik. Tidligere har jeg ikke haft mulighed for at få en yderligere specificering af, hvad der har ligget til grund herfor. Og minsandten om ikke det samme gør sig gældende denne gang.
Jeg er ganske bevidst om at flere personer i denne verden har et mere spændende liv end denne blog's forfatter. Ligeledes kan et mindretal af de dansklæsende mennesker måske finde misundelsesgenet ekstra optændt og lade deres svime over bloggens højpotente indhold komme til udtryk igennem anonyme cyberfornærmelser.
Fred være med jer, hvis I ønsker at forblive ukendte og dermed snarligt glemte. Jeg nærer ikke respekt for udgydelser af negativ karaktér, blot for negativitetens skyld.
Derimod er jeg til hver en tid lydhør for en livsklog og overlegen persons evner og coaching udi interessant indhold og motiverende ordsammensætninger. For pokker da - synes man nodash.dk er det kedeligste i verden, så må man da have en brændende interessant liv fyldt med oplevelser, spænding i hverdagen og følelsen af at være med til at redde verden. Jeg kan kun se jeg kan lære noget, ved at komme i kontakt med en sådan person. Min opfordring er derfor at holde de anonyme spydigheder lidt fra livet og derimod lægge navn til, hvis du har noget på hjerte. Min mail er altid modtagelig, tilnærmelig og fuld af virkelyst.
For dem der synes nodash.dk er for kedelig vil jeg anbefale at finde noget andet at læse. Jeg er helt sikker på, at man kan leve et indholdsrigt og fyldestgørende liv uden at følge med på nærværende blog.
Og endelig, så er jeg da stolt over at være bedømt til at have den kedeligste ting i verden. Inden lykken fylder mig og får mig til at tage ud og lave foredrag om, hvordan jeg nåede så langt, føler jeg mig dog forpligtiget til at bringe linket til den officielt kedeligste blog i verden.