Nillers pølsevogn
For noget tid siden stod jeg med en pakke madpakkepapir, som jeg ikke rigtig kunne se den store anvendelse for (jeg ejer ikke en madkasse). Jeg overvejede at smide den ud, hvilket mit samlergen hurtigt fik slået ud af hovedet på mig. Så tænkte jeg om man måske kunne sælge den på ebay. Det koster over 20,- at sætte en ting til salg der og madpakkepapiret kostede i sin tid 10,95.
Så overvejede jeg om det ville være muligt at lægge dem ved siden af hinanden og bruge dem istedet for bagepapir, når jeg skal bage en kage. Der stod ingen restriktioner på pakken, så det var jo faktisk en mulig løsning. Glæden varede dog kun indtil jeg fandt ud af, at det er alt for tidskrævende og tape ikke holder sammen på noget, når det bliver over 80 grader varmt. Tilbage på tegnebordet fik jeg så den endelige løsning, som jeg er uhyre glad for.
Jeg spiser ofte en rød pølse tilberedt i min elskede brødrister (jeps, så bliver den sprød uden at man skal bruge det usunde fedtstof og efterfølgende gøre en pande ren). Det irriterer mig at skulle vaske en tallerken af, som kun har været brugt til at have ketchup på, men her kom madpakkepapiret så til sin ret:
Et stykke madpakkepapir ud af pakken, læg det på bordet. Påfør en klat ketchup, tag sprød pølse fra brødrister, dyp og spis. Så føles det nærmest som at stå ved pølsevognen (især, hvis man lukker øjnene og fører næsen tæt på brødristeren).