Da jeg var mindre var min bror ved livgarden. Kombinationen af den militære træning og hans 1.94 i højden udviklede sig til, at når han kom hjem til barndomshjemmet gyngede jeg i hans overarm i stedet for at give ham et knus. Det bliver lissom vores ting. I den forbindelse fortalte jeg ham, at han var den stærkeste person jeg kendte. Som en rigtig storebror, gengældte han ytringen: Storebror: "Hold da op - du er da også stærk." Mig: "Narj, ikke rigtig" Storebror: "Jo du er da - hvor mange muskler har du?" Mig: "...jeg har kun tre..."