En lille perle fra min spæde livsstart: Vi er i familiesommerhuset i Vejers - morgenmad. Moster spørger, hvad jeg vil have på mit rundstykke (wopper) og jeg svarer resolut på klingende vestjysk: "Honne å". Mor udtaler kærligt, men lettere opdragende: "Det hedder på, Niels" Hurtig i pærren som altid ræsonnerer og adapterer jeg mig frem til ny formulering: "Honne å på så..." Pludselig forstår jeg, hvorfor jeg læser noget med ord og kommunikation.