Julen er efterhånden mere hastig og presset end langt de fleste deadlines resten af året. Det er koldt, kapitalistisk og anstrengende, hvis de mellemmenneskelige interaktioner forsvinder. Da jeg i dag gav en mataspige en indpakningsmæssig udfordring, havde jeg en plan. Jeg ville fortælle lidt om, hvad meningen var med den lidt underlige idé, jeg havde bedt om hendes hjælp til, for at hun så til gengæld havde en lille anekdote til julefrokosten. Hun var dog ganske uimodtagelig og ville hellere snakke med kollegaen, som så lavede samme trick med sin kunde. Der var en 60 cm disk imellem os, men jeg følte det som en isblok så tyk som indlandsisen. Ærgeligt, for det kunne være meget hyggeligere, hvis vi lige gad. Ekspedienterne skal dog ikke have hele skylden - det er jo et produkt af et socialt samspil mellem kunder og butikspersonale (eller mangel på samme). Min opfordring lyder derfor: Når nu julegaverne skal byttes, så kig på ekspedientens navneskilt, læg mærke til navnet og brug det i en venlig, oprigtig sætning, før du vender dig og går. Og det er så vigtigt, at du ikke blot lirer noget af. Brug indfølingsevnen og find noget der matcher personen og situationen - gerne lidt atypisk. Hedder ekspedienten Mette så sig: "Mette, tak fordi jeg måtte se dit smil. Godt nytår". Det er ikke farligt, det er blot rart og man får næsten altid et oprigtigt smil tilbage. Og det er vel noget af det vigtigste i julen?