Jeg er erklæret b-menneske, hvilket har fulgt mig gennem hele min opvækst. Det var værst dengang jeg gik i skole og kun havde 100 meter fra min seng til klasseværelset. Motivationen for at stå op mere end tre minutter før det ringede ind, var svær at mønstre (det var også dengang, det ikke var moderne at gå i bad hver dag). Nå, men jeg kan huske en dag, hvor jeg mødte med et jævnt dårligt humør (comes with the b-menneske-territory). Det var ikke da jeg trådte ind ad døren til klasseværelset jeg så den blå pose ved Alfreds fødder. Det var først da vi havde siddet lidt og Ervin havde sagt de berømte ord: "jeg ka' rate", hvilket var en opfordring til at komme til katederet og få feedback og flueben på den sidst-udregnede side i matematikbogen. Alfred gik op til Ervin og hviskede ham noget i øret. Vi vidste allesammen godt, hvad det var. Den blå pose havde afsløret ham. Få øjeblikke efter var vi halvvejs igennem første vers med skønsang fra de før-pubertets pivende stemmebånd. Det var Alfreds fødselsdag. Og den blå pose? Ja, det var negerbollerne, som vi kaldte dem dengang i de glade halvfemsere.