Asparges er vel kommen?

Først var det den søde ventetid. Så var den over os og nu er den ovre. Julen. Ah. Jeg har haft en god en af slagsen og takker alle de implicerede for dette. Der er dog en ting der har undret mig; julen er en overskudsfest - i så fald undrer det mig, at alle snakker om overtræk, dyre gaver og pasta og ketchup i disse after-jul dage. Jeg har dog en teori: Overskud refererer ikke til, at folk udstråler energi, har rigeligt på bankbogen til at give til andre, der lider nød eller fortjener det. Det handler om, at julen er den tid, hvor man kan få tømt ud i alle overskudstingene. Det forklarer nemlig, hvorfor der er kommen og asparges i alting. Hvorfor produkter som sylte og surrib bliver tilbudt allevegne fra og hvorfor hvidt skæg er så billigt. Vil jeg så være foruden? Næh tak. Jeg kan godt lide tiden - alle har nemlig en mere eller mindre sær julespise, som de værner om med deres liv. Personligt er jeg fx ikke til at rive fra en skål brunede kartofler.