Jeg har længe tænkt over det helt fantastiske i at proklamere, ikke blot hvor dårlig smag man har i lakfarve til sin bil, men også hvor langt ude ensformig ens musiksmag er. Du kender dem godt. De der tunede hondaer, opel vectraer og bmw'er, der kører langsomt forbi McDonalds med nedrullede vinduer og tysk schlägertechno.
Jeg har derfor sat mig for at opklare, hvorvidt det er tilladt for at fremføre deres musik på den måde i offentligheden. Følgende mail har jeg sendt til Koda:
Hej Koda
I den by, hvor jeg bor, holder der ofte en eller flere biler på torvet og bliver vist frem af deres stolte ejere. Dette foregår til høj musik, som brager ud af det ofte hårdtpumpede anlæg der er monteret i disse biler.
Mit spørgsmål går på om det rent juridisk/rettighedsmæssigt er tilladt for dem at spille musik, som jo reelt bliver fremført for offentligheden, uden at betale vederlag til enten Koda eller Gramex?
Ser frem til jeres svar.
Update 15.38
Hurtigt svar fra Koda:
Tak for dit spørgsmål, som giver anledning til både juridiske og praktiske bemærkninger.
Rent juridisk kan der være elementer omkring musikanvendelse fra biler der bevirker at man kan argumentere retning af en offentlig fremførelse. Omvendt er en bil i nogle sammenhænge at betragte som en del af privatsfæren, og hvor skal grænsen i givet fald gå: Hvor højt må man spille for nedrullede vinduer?
Derfor er det ikke en ophavsretlig diskussion som hverken vi i KODA, eller andre steder efter mine erfaringer, har brugt meget energi på, idet det ikke i vores terminologi karakteriseres som en vederlagspligt offentlig musikfremførelse. Det kunne principielt være anderledes såfremt en musikbruger ved at anvende sin bil som diskotek / lydanlæg havde den hensigt at omgå gældende ret, men jeg har ikke kendskab til at sådanne sager har været ført.
Så vidt jeg kan forstå på dit spørgsmål, kan ønsket være at stoppe den meget kraftige musik, men midlet hertil vil næppe være gennem ophavsretsloven. Såfremt musikken er meget kraftig og/eller fremføres efter midnat vil en politianmeldelse antageligt være et bedre middel, idet en unødig høj musik kan være en overtrædelse af de ordensmæssige forskrifter (tidl. politivedtægten).
Jeg håber at have givet dig svar på dine spørgsmål, ellers er du naturligvis velkommen til at kontakte mig direkte.
Venlig hilsen, og god weekend
Stig Oluf von Hielmcrone
Juridisk konsulent / Legal Adviser
Tak til Stig for hurtig respons og udredning af rettighedsforhold.
Inspireret af min post fra i går - og dét, at det givetvis er en eller andens fødselsdag i dag - så købte jeg en pakke flødeboller.
Det er dog pudsigt som udviklingen går. Så pleasende producenterne af varer er efterhånden.
Dengang jeg blev budt en chokoladeovertrukken skumsubstans af Alfred i anledning hans fødselsdag, var der ikke flere med kokos. Ja, jeg havde ikke anarkistisk gået efter én fra netop denne populære race, så en del af skylden havde jeg selv (den anden del tilfalder mine forældre for deres opdragelse. Tak mor og far.). Dengang var det dem med kokos der var interessante. Egentlig ikke fordi sådan en smagte bedre, men den var et statussymbol. Et symbol på magt og popularitet (eller nogle gange blot gode evner indenfor mildere voldshandlinger). Fordelingen af kokosovertrukne og ikke-kokusovertrukne flødeboller i dagens pakker giver dog anledning til at stille spørgsmål ved, om producenterne af madvarer lider af overdrevet drift mod populisme? Der er nemlig i dag flere med kokus end uden...
Jeg er erklæret b-menneske, hvilket har fulgt mig gennem hele min opvækst. Det var værst dengang jeg gik i skole og kun havde 100 meter fra min seng til klasseværelset. Motivationen for at stå op mere end tre minutter før det ringede ind, var svær at mønstre (det var også dengang, det ikke var moderne at gå i bad hver dag).
Nå, men jeg kan huske en dag, hvor jeg mødte med et jævnt dårligt humør (comes with the b-menneske-territory). Det var ikke da jeg trådte ind ad døren til klasseværelset jeg så den blå pose ved Alfreds fødder. Det var først da vi havde siddet lidt og Ervin havde sagt de berømte ord: "jeg ka' rate", hvilket var en opfordring til at komme til katederet og få feedback og flueben på den sidst-udregnede side i matematikbogen.
Alfred gik op til Ervin og hviskede ham noget i øret. Vi vidste allesammen godt, hvad det var. Den blå pose havde afsløret ham. Få øjeblikke efter var vi halvvejs igennem første vers med skønsang fra de før-pubertets pivende stemmebånd. Det var Alfreds fødselsdag. Og den blå pose? Ja, det var negerbollerne, som vi kaldte dem dengang i de glade halvfemsere.
For noget tid siden stod jeg med en pakke madpakkepapir, som jeg ikke rigtig kunne se den store anvendelse for (jeg ejer ikke en madkasse). Jeg overvejede at smide den ud, hvilket mit samlergen hurtigt fik slået ud af hovedet på mig. Så tænkte jeg om man måske kunne sælge den på ebay. Det koster over 20,- at sætte en ting til salg der og madpakkepapiret kostede i sin tid 10,95.
Så overvejede jeg om det ville være muligt at lægge dem ved siden af hinanden og bruge dem istedet for bagepapir, når jeg skal bage en kage. Der stod ingen restriktioner på pakken, så det var jo faktisk en mulig løsning. Glæden varede dog kun indtil jeg fandt ud af, at det er alt for tidskrævende og tape ikke holder sammen på noget, når det bliver over 80 grader varmt. Tilbage på tegnebordet fik jeg så den endelige løsning, som jeg er uhyre glad for.
Jeg spiser ofte en rød pølse tilberedt i min elskede brødrister (jeps, så bliver den sprød uden at man skal bruge det usunde fedtstof og efterfølgende gøre en pande ren). Det irriterer mig at skulle vaske en tallerken af, som kun har været brugt til at have ketchup på, men her kom madpakkepapiret så til sin ret:
Et stykke madpakkepapir ud af pakken, læg det på bordet. Påfør en klat ketchup, tag sprød pølse fra brødrister, dyp og spis. Så føles det nærmest som at stå ved pølsevognen (især, hvis man lukker øjnene og fører næsen tæt på brødristeren).
Nej overskriften dækker ikke over en kvinde der fik foretaget en succesfuld kønsskifteoperation. Det handler om at jeg endelig har fået gjort kål på min 1250 grams beauvais ketchup. Ikke at det ikke smager godt - I'm lovin' it. Det er bare den største ketchupflaske jeg har ejet i hele mit liv (og jeg har ejet mange!). Jeg spiser meget af det røde stads, det erkender jeg. Jeg havde dog blot forventet det ikke ville tage flere måneder at tømme den godt buttede beholder. Det gjorde det altså bare. Og jeg er nok egentlig lidt skuffet over min egen præstation.
Jeg ville lige tjekke om jeg måske havde været så længe om det, at mindst holdbar til datoen var overskredet. Jeg ledte febrilsk efter den. Ingen steder var den at finde, før jeg holdt flasken op mod lyset. Ah, der var den...slidt af, efter de utallige gange ud og ind af køleskabet. Januar 2007 stod der. Pyha.
Det kan være frustrerende, give grobund for træk på smilekassetten, påskud for mysterieudtænkning, tolkes som et tegn fra det ydre rum om, at deres leder er landet og har valgt dig til at føre dem til magten i verden, skyldes en defekt vaskemaskine eller noget helt (1, 2, 3, 4, 5...) sjette. Sikkert er det dog, at der altid mangler en sok, når jeg har vasket kulørt.
