u2be

På den vel nok mest medieomtalte videoportal på nettet, kan man hurtigt få en halv times tid til at gå. Således sad jeg og kom helt i tvivl om, hvorvidt der faktisk findes en verdensmester i frihåndscirkeltegning. Jeg blev dog overbevist i min sag af denne video med en meget energisk mester. Men så igen, kom jeg i tvivl om, hvorvidt det blot var en spoof på det originale koncept, da jeg så denne video med en bejler til cirkeltronen. Således forvirret og afklaret på én og samme gang, kan vi da slutte af med en fugl der tiltrækker hunner ved at sige som en motorsav. Tak internet.

Kartonsjov med Matilde

Da jeg var knægt stod den store skummetmælkskakaokamp mellem de to dominerende piger Matilde og Maja. Jeg synes Majakoen var sød, så det var mit foretrukne mærke, når det var egne lommepenge, der skulle finansiere den søde mælkedrik. Siden da er der sket konsolideringer i branchen og Arla ejer i dag begge mærker. Kampen går derfor ikke så højt længere og parterne er ikke så nemme at skelne fra hinanden. I en nærmere undersøgelse, fandt Mikkel og undertegnede dog ud af, at der gøres ting for at differentiere de to oprindelige kompetanter. Maja opfordrer til at fladgøre kartonen og derefter smide den i en pose (en skraldepose formoder vi):
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentmajajpg_nqydsdcpciqwhsp
Matilde lægger derimod op til en sjov og udfordrende "først putter du kartonen i en pose og så gør du den flad"-leg:
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentmatildejpg_pzcfhbxteimdohc
Nu drikker jeg jo Maja, så jeg er helt ny i forhold til denne fremgangsmåde. Nogen der har prøvet det og kan beskrive, hvor sjovt det er?

Bus Light Year

Jeg kører med byens busser og plejer at sidde oppe bagved, så der er plads til gamle damer og i-mange-kufferter-pakkende rejsende. For en gangs skyld fik plads i den forreste del og her var følgende piktogram at finde:
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentstokmand1jpg_dyjtinbkyodxebl
Jeg synes han virkede bekendt - som én jeg havde set i en film engang. Lidt research og mysteriet var løst. Det var en film jeg havde set ham i - og også dengang, var han glad for sit sværd:
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentskywalkerjpg_bdjcgchdssaedyz

En sød afsløring

Jeg har købt sukker i dag. Som interesseret forbruger læser jeg indpakningen for spændende informationer og tips til brug af produktet. Jeg læser også den lille boks med hjælp til afmåling af sukker, når man kokkerer. Jeg har tit været irriteret over, at opskrifter kun angiver sukker, mel og gryn i enheder af de måleværktøjer jeg ikke har (jeg ejer fx ikke en køkkenvægt). Mit ansigt lyste så op, da Danisco har hørt mit kald og har lavet følgende omregningstabel:
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentsukkermaaljpg_wgchgfakxfygvvd
Jeg skulle lige regne efter, for at være sikker på troværdigheden. Og der var store afsløringer at finde i ovenstående tal. 1,2 er på min kugleramme det samme som 6/5. Altså kan jeg dividere 88 gram (1 dl) med fem og gange med seks, for at få 1,2 dl angivet i gram:

(88/5) x 6 = 1,2 dl sukker = 105,6 gram

What? Ok min brunkageopskrift angiver sukkermålene i gram. Jeg har ingen vægt, så jeg følger anvisningerne fra Danisco. Dette giver mig 28 gram sukker for meget i min brunkagedej! Det giver så til gengæld mersalg for Danisco, for mit sukker er hurtigere væk end det burde være. Og mine brunkager har ikke den sofistikerede smag af nellike og sukat, jeg ønsker - de er bare mere søde. Og så tror jeg vist lige pludselig vi har en der skal på anklagebænken i sagen om den danske fedmeepidimi.

Peach Melba pt. III

Mit svar og forslag til Arla
Hej Lise Tak for dit svar. Jeg vil stadig mene det er en tilsnigelse, at bruge navnet fra desserten til fersken/hindbær-varianten - og også mindre produktinformativt, men jeg forstår fristelsen for at få god dansk yoghurt til at klinge lidt af eksotisk stemning kan overgå disse parametre. Da pære/banan-yoghurten er den eneste blandingsyoghurt der så ikke har et eksotisk navn, foreslår jeg - for konsistensens skyld - at denne omdøbes. Jeg har også fundet på et navn efter følgende formel: Peach Melba er den ene frugt på engelsk og så efternavnet på en kendt sangerinde. Pære/banan foreslår jeg så skal hedde "Banana Spears", da der så også er den ene frugt på engelsk og efternavnet fra en kendt sangerinde (Britney Spears). I modsætning til Peach Melba er den anden frugt faktisk også med i form af "(s)pears" og dermed går I ikke på kompromis med informationsniveauet. En omdøbning ligger altså lige for. Jeg håber du vil bringe dette forslag videre og ser frem til din respons.
Og Arlas svar
Tak for dit input, men igen vil jeg mene at det vil forvirre forbrugerne hvis vi omdøber den meget kendte pære/banan. Vi forbrugere er jo ret ofte vanefolk, så derfor kan det være svært at lave om på disse indgroede ting. Forsat god dag.
Ja, den store mejerigigant, har altså ikke skrupler over, at opfinde sære eksotiske navne for at sælge en multifrugtyoghurt. Noget der står i kontrast til anskuelsen, at yoghurtkøbere er vanefolk. Jeg er overbevist om, at der er tale om misundelse over, at de ikke selv fandt på Banana Spears-navnet. Derfor afviser de sagen nu og afventer så, at ringene i yoghurten falder til ro. Så skal I bare se, at Pære/Banan er en saga blot og Banana Spears er på hylderne med en stor outdoorkampagne til at bakke lanceringen op. Nodash.dk's juridiske afdeling afventer...

Peach Melba pt. II

Svar fra Arla
Navnet Peach/melba stammer rigtig nok fra den dessert som du  henviser til, som indeholder vanilleis med fersken og hindbær og det er jo de tre smagskomponenter der er indeholdt i Peach/melba yoghurten (vanille, fersken og hindbær). Jeg tror måske at Peach/melba i tidernes morgen blev valgt fordi man syntes det lød mere "eksotisk" end fersken/hindbær/vanille. Vi gør lidt det samme på nogen af vore andre varianter indenfor Yoggi-serien som eks. Thika (banan/blåbær) og Samoa (fersken, mango, ananas, kiwi, melon og passion) Det har jo heddet Peach/melba i mere end 20 år, så det vil nok skabe mere forvirring end afklaring at ændre navnet. Med venlig hilsen Arla Foods amba Lise Rysgaard Østergaard Product Manager, Division Danmark
Godt så - tak til Arla for afklaringen. Der indrømmes altså, at det er en bevidst strategi at gøre fersken/hindbær-yoghurt mere spændende, ved at låne navnet fra en udsøgt dessert. Det er jo ikke ulovligt - jeg synes så bare, at navnelegen skal være konsistent så jeg har skrevet mit forslag til pære/banan retur i håb om, at de vil ændre navnet, så alle kombinationsyoghurter har eksotiske navne.

Melba er ikke en frugt

Yoghurt kan fåes i flere varianter: Natural, jordbær, hindbær, appelsin, pære/banan, osv. Og så er der Peach Melba. Men vent, melba er ikke en frugt - og hvorfor skrives fersken på engelsk? Hvorfor hedder de andre varianter dét de er, men fersken/hindbær-varianten skal have en fancy navn halvvejs på engelsk? Er det en snobyoghurt? Forklaringen kunne være, at ferskner er dyrere end andre frugter? Sådan er det bare ikke. Er hindbær så en udsøgt, tropisk frugt, der håndplukkes i 48 meters højde og fragtes via flodbåde i uvejsomt terræn af urmennesker med ansigtsmaling? Nej, heller ikke. I følge Arlas hjemmeside, er yoghurten opkaldt efter en dessert bestående af sukkerkogte ferskner, hindbærpure og vanilleis. Men det er da ikke dét jeg får, når jeg køber peach melba-yoghurt...
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontentpeachmelbajpg_xafhotndjigbdza
Jeg har skrevet til Arla for at få dem til at ændre navnet til det mere danske, indholdsmæssige rigtige og konsistente (i forhold til resten af produktlinien); fersken/hindbær.

Handy toilet

Tissetrangen kender langt de fleste af os, og efter barneskoene blev trådt, har vi måttet finde et toilet eller - for det priviligerede køns vedkommende - en busk, når blærens pres forekommer faretruende højt. Ofte har jeg set tissemodne menneske stå i kø ved et unisex- eller herre-/dametoilet, mens et handicaptoilet ved siden af, er ganske ubrugt, som var det en guldgraverby, løbet tør for guld.
Media_httpoldnodashnipprdkwpcontenthandicaptoiletjpg_jfahuolszqbmjuf
Lad mig derfor bringe dette tip: Brug handicaptoilettet, hvis køen er for lang eller du kan lide at lufttørre hænderne ved at lave 360 graders drejninger om egen akse i hæsblæsende tempo. Der er god plads og ofte frit. Modsat en parkeringsplads afmærket til handicappede, er det ikke ulovligt at benytte handicaptoiletter. Og de fungerer super.